Hårteori

Håret vokser i 3 forskellige faser, hvilket er derfor man vil kunne opleve efter første behandling, at nye hår hurtigt ses og måske går der kun et par uger, inden der skal behandles igen. Efter 2-3 behandlinger er hårsækken tom, og der vil kunne gå op til 6 uger mellem hver behandling. Dette er selvfølgelig forskelligt fra person til person.

Efter hver behandling fremkommer det nye hår i en finere form, og hårsækken reduceres.

Hårvæksten vil ved vedvarende behandling nedsættes, så du kan opleve en permanent hårfjerning.

Da Hevi Body Sugaring er vandbaseret, hæfter det sig kun til hår og døde hudceller. Du får derfor også en peelende effekt, og et produkt, som er nemt at rense af huden bagefter med lunkent vand.

Men vi har meget mere teori omkring det og det kan du læse mere om herunder.

Håret

Antallet af hårsække på vores krop er genetisk bestemt, og det antal hårsække vi fødes med ændres ikke gennem livet. Nogle hårsække er inaktive fra fødslen og aktiveres først i fx puberteten, ved anden hormonel påvirkning, medicin, stress osv. Hårene kan ændre sig i form, farve og struktur, og dette ses også ved hormonel, alders- eller medicinsk påvirkning.

Håret gror i 3 vækstfaser, og hvert enkelt hår gror i sin egen rytme. Det er den rytme, vi skal ensrette med gentagende hårfjerning, så vi kan opnå en blød og glat hud, og en hårfri periode. Det optimale er at fjerne håret i vækstfasen. I vækstfasen (anagen fase) gror håret og får næring og har blodtilførsel. Når vi fjerner håret i denne fase afbrydes væksten (en lille punktblødning kan opstå), og ofte kan man se at hårløget/hårroden kommer med ud. Hårpapillen svækkes og ved gentagne hårfjernelser vil færre og færre hår dannes. Dette vil på sigt resultere i permanent hårfjerning.

Du kan ikke få flere eller kraftigere hår af hårfjerning. Ved sugaring oplever du oftest at hårvæksten reduceres, da hårene bliver finere og tyndere, i det hårpapillen svækkes og sløves ved gentagne afbrydelser af vækst. (permanent hårfjerning)

Myten om, at hårene bliver kraftigere og mørkere ved barbering osv. passer heller ikke. Hårene føles mere stride og kraftige, da de ved barbering bliver skåret over, hvor de er tykkest, og stubben der står tilbage får håret til at syne mørkere.

Ved hvert hårstrå er der en talgkirtel, der tilfører huden og håret fedt. Denne talgkirtel kan en sjælden gang irriteres, når hårstrået trækkes ud, så der kommer en lille bums/irritation. Dette ses oftest på overlæben, kinder og hage. Nogle oplever det aldrig, andre hver gang. Men holder man fingrene væk og ikke begynder at pille eller trykke i bumsen, så er den væk efter 1-2 dage.

HUDEN

Med HEVI sugaring arbejder vi på overhuden, og samtidig med at hårene fjernes, peeles huden let. Døde hudceller fjernes og huden får et mere klart og rent udtryk.

Huden er vores største organ og vores naturlige beskyttelse af kroppen, knogler og indre organer. Huden beskytter mod skadelige påvirkninger fra det ydre miljø fx kulde, varme, stråling, osmose, bakterier og virus. Tilmed er huden essentiel for vores væskebalance og varmeregulering.

Der må ikke behandles på hud der er skadet, solskoldet eller fx direkte på åreknuder.

Vent 24 timer efter sugaring med at solbade, gå i svømmehal, saltvand, osv. da porerne er mere åbne og modtagelig over for bakterier.

Behandlingsinterval

Første gang man skal have fjernet hår er altid ”den værste”. Kunden ved ikke hvad han/hun skal forvente, hårene er måske lidt for lange og der er mange hår. Men allerede efter første behandling er resultatet godt. Dog skal hårene, som tidligere beskrevet, ensrettes i væksten, så måske trænger kunden til en ny behandling efter 2-3 uger, da der var hår i hårsækken som var ved at gro ud, men ikke havde nået hudoverfladen endnu. Og måske kan man allerede efter 2-4 dage føle at der er hår på vej ud igen. Allerede ved anden behandling er der færre hår og hårene er allerede finere.

Efter 3-4 behandlinger kan kunden anbefales et behandlingsinterval på ca. 5-6 uger. Nogle kunder vil behandles efter 4-5 uger hvor hårene blot er 2-5 mm lange, og andre kan sagtens ”gå” i 5-6-7 uger til hårene er 5-9 mm lange. Dette er meget individuelt fra kunde til kunde.

Kunderne vil opleve, at hårene bliver lysere og finere, og de opnår derved en skøn hårfri periode.

Før- og efterbehandling af huden

Det er en rigtig god ide, at skrubbe/peele både krop og ansigt 1-2 gange om ugen, og i dagene op til hårfjernings behandlingen, er det godt at skrubbe huden en ekstra gang. Dette vil løsne indgroede hår og fjerne døde hudceller, der kan stoppe porerne til, så hårene ikke kan komme ud. Efter sugaring behøver kunden ikke at skrubbe huden den første uges tid efter behandlingen, men derefter må kunden gerne igen peele/skrubbe huden 1-2 gange om ugen.

Skrub gerne huden med HEVI Luxurious Sugar Scrub eller en alm. skrubbehandske.

For lange hår?

Hvis hårene på et område er mere end 1 cm lange, anbefales det, at der bruges en trimmer inden påføring af HEVI Bodysugaring, da sukkermassen kan rive ved påføring – dette er mere smertefuld.

Den optimale længde på hårene ved sugaring er 0,5 cm.

Tips og tricks til hårfjerning

Til hårfjerning i ansigtet bruges HEVI Body Sugaring. Hertil skal konsistensen på sukkervoksen være lidt tykkere – som modellervoks. Så kan den bedre gribe fat om de små fine hår.

ØJENBRYN

Påfør sukkervoksen mod hårenes groretning, mens huden holdes helt stram. Spatlen holdes vinkelret på huden, så sukkervoksen arbejdes ind under hårene. Skrab gerne 2-3 gange så alle hår er klistret godt ind.

Gnid stripsen fast og træk den i et fast ryk af med groretningen.

OVERLÆBE OG HAGEN

Påfør sukkervoksen fra mundvigen og ind mod midten (mod groretnigen), mens huden holdes helt stram. Spatlen holdes vinkelret på huden, mens der skrabes 2-3 gange til alle hårene er klistret godt ind.

Gnid stripsen fast og træk den i et fast ryk ad med groretningen fra midten og ud. Ved hagen arbejder du nedefra og op – mod hårene groretning. Stripsen rykkes af oppefra og ned.

NÆSEN

Når vi fjerner hår i næsen deler vi hvert næsebor i 2. Sukkervoksen påføres den ene side af næseboret, hvorefter en lille strips trykkes fast.

Strips rykkes ud, hvorefter den anden side af næseboret tages.

Eventuelle sukkerrester i næsen kan fjernes med varmt vand på en vatrondel. 

ØRET

Med den smalle spatel påføres sukkervoksen i den yderste del af øreindgangen. Sukkervoksen må ikke være for flydende, men skal have konsistens som modellervoks.

Gnid en strips fast og ryk den af i et fast ryk.